Hovedside > Om det arabiske sprog og tegn > Det arabiske sprog

Det arabiske sprog, af Stig T. Rasmussen

Arabisk tales af mere end hundrede millioner mennesker og læses af yderligere et par hundrede millioner, der har arabisk som sekundærsprog af religiøse grunde: Islams centrale skrift, Koranen, er skrevet på arabisk.

I oldtiden var arabisk kultursprog for mindre riger i Sydarabien og ved Aqaba-bugten; først med Islams opståen og fremstormende udbredelse i det 7. årh. e.v.t. tog udviklingen mod status som verdenssprog fart.

Af historiske årsager findes der herudover en varierende andel af låneord i en række sprog, der tales i lande, som grænser op til den arabiske verden: europæiske sprog som spansk og portugisisk; tyrkisk; persisk; urdu-hindi; bengali og indonesiske sprog.

Skriftsprog og talesprog

Arabisk har, i det mindste i islamisk tid, været spaltet i de daglige talesprog, der opviser betydelige lokale forskelle, og et fælles højsprog, der formodes at have sin oprindelse i de vestlige egne af den arabiske halvø, omkring Mekka, der også før Islam var centralt helligsted. Det arabiske højsprog blev bærer af en veludviklet poesi, en hyldest- og smædedigtning, som blev til i veritable digterkampe. De syv - senere ti - mest berømte qasîda'er (som poesitypen betegnes) kendes som al-Mu'allaqât, "de ophængte", og overleveringen beretter, at det skyldes, at de blev skrevet i guld og ophængt på ka'baens vægge i Mekka.

Profeten Muhammad (ca. 570-632 e.v.t.) gav sit religiøse budskab, Islam, form i dette arabiske sprog, som derfor blev genstand for dyrkning, systematisering og stilistisk finslibning, indtil det efter hen ved fire århundreder fremstod som klassisk arabisk, et sprogtrin, der er fastfrosset, renset for talesprogsreminiscenser og grammatisk reguleret med matematisk præcision - så vidt det lod sig gøre. Dette klassiske arabiske sprog er det sprog, der med visse grammatiske forenklinger benyttes den dag i dag af alle officielle sprogbrugere i den arabiske verden til al skriftlig fremstilling (med ganske få undtagelser: vittigheder, folkefortællinger, replikkunst hos enkelte forfattere), samt til taler og - selvsagt - i religiøse sammenhænge.

Samtidig med at klassisk arabisk udviklede sig, vedblev man at meddele sig mundtligt i diverse talesprogstyper af arabisk, dels i ørkenen, og dels - som noget nyt - i byerne, der opstod i tilknytning til de arabiske garnisoner i de erobrede områder. Hovedskellet mellem talesprogene antages oprindeligt at have været stammebetinget, uanset stammeundergruppernes opholdssted, som naturligt er for nomadesamfund; men efterhånden som større kontingenter slog sig ned mere permanent, ofte sammensat af folk fra forskellige stammer, blev der dannet lokalt prægede, geografiske dialekter, som er videreført til nutiden.

I ethvert arabisk samfund i dag gælder altså i hvert fald to sprognormer: den religionsbetingede klassisk-arabisk og det daglige omgangssprog, med varierende indbyrdes afstand.